
Julie Maria Rohard
Sexolog, journalist & terapeut
Jeg er 29 år og certificeret sexolog fra Joan Ørting (maj 2025) med en grunduddannelse i parterapi samme sted. Derudover er jeg journalist og kandidat i kommunikation fra RUC med erfaring fra blandt andet B.T. og Ekstra Bladet.
Jeg plejer at sige, at jeg er dobbelt uddannet i at stille spørgsmål – først gennem journalistikken og siden gennem terapien – men med to vidt forskellige formål: at udfordre, åbne og skabe forståelse.
Min tilgang til terapi er formet af min egen rejse. Jeg har selv været igennem alverdens former for terapi, og jeg har erfaret, at intet slår fordybelse og tid. Hovedet er hurtigt, men kroppen er langsom – og det er i kroppen, at seksualiteten, vores livskraft og dybeste følelser bor. Derfor skaber jeg rum, hvor du kan få tid og ro til at mærke dig selv, så svarene kan komme indefra.
Jeg brænder for kærlighed – til os selv, til verden, til vores partner, familie og venner.Jeg tror på, at kærlighed kan heale alt, når vi tør vende os mod den og invitere den ind.
Med teori, metoder, praksisser og øvelser fra min terapeutiske værktøjskasse hjælper jeg mennesker med at finde ind til kærligheden igen – uanset om det er parret, der har mistet lysten og gnisten, eller den unge, der føler sig ensom og håbløs og har svært ved at se lyset.
Min vision er at skabe bedre grobund for, at vi i Danmark kan tale mere åbent og frit om sex, selvværd og relationer – uden tabuer, men med nysgerrighed, ærlighed og mod til at dele det, der virkelig betyder noget.
Hvad kan en sexolog hjælpe med?
At gå til en sexolog handler om langt mere end teknik eller lyst – det handler om at forstå og styrke hele din relation til dig selv og andre. Sammen kan vi arbejde med selvværd og selvtillid, porno- eller vibratorafhængighed, polaritet i parforholdet, og hvordan du kan tiltrække den rette partner.
Vi kan udforske skam og skygger, lære dig at stå stærkere i din seksualitet og skabe mere autenticitet i dine relationer. Når vi arbejder med seksualiteten, arbejder vi med kernen i både dig og dit parforhold – for når seksualiteten heles, kan hele relationen heles.
Hos mig får du et trygt, fortroligt rum, hvor vi kan åbne for nye muligheder for nærhed, frihed og glæde – både alene og sammen med en partner.
Hvorfor jeg blev sexolog
Jeg har altid været optaget af, hvad der får mennesker – og relationer – til at fungere.
I mange år troede jeg, at vejen dertil gik gennem psykologistudiet. Men da jeg begyndte på CBS på HA(psyk), opdagede jeg, at det ikke var teorien om hjernen, der tændte noget i mig – det var det levende liv imellem mennesker. Jeg savnede at forstå hvorfor vores relationer går i stykker, hvordan vi mister kontakten til os selv og hinanden, og hvad der egentlig skal til for at genfinde den.
Jeg har altid været nysgerrig på det indre liv – både mit eget og andres.
Derfor har jeg selv gået i terapi, opsøgt psykologer og arbejdet intenst med min egen udvikling. Allerede som ung rejste jeg to måneder på højskole i udlandet med fokus på personlig udvikling, og jeg havde Joan Ørtings bog om selvværd med i tasken. Den lærte mig noget grundlæggende: at kærlighed til andre begynder med kærlighed til sig selv.
Senere tog jeg en kandidat i kommunikation og arbejdede som videojournalist på Ekstra Bladet og B.T. – en branche præget af tempo, præstation og stærke meninger. Her blev jeg for alvor opmærksom på, hvor vigtigt det er at kunne mærke sig selv og sætte grænser. Midt i det ydre pres mærkede jeg, at forbindelsen mellem mit hoved og min krop var blevet svag – jeg tænkte meget, men følte næsten ingenting.
Det blev begyndelsen på min vej mod sexologien.
Jeg startede på Joan Ørtings sexologuddannelse og mærkede, hvordan teori og praksis pludselig mødtes. Her fik jeg et fundament, hvor både krop, sind og følelser fik plads – og hvor jeg kunne arbejde med mig selv lige så dybt, som jeg i dag arbejder med mine klienter.
Jeg tror på, at man som terapeut kun kan gå så langt med andre, som man selv har været villig til at gå. Derfor har jeg taget ansvar for min egen udvikling og arbejdet med temaer som angst, præstation, tilknytning, kærlighedsafhængighed og balancen mellem hoved og krop.
I dag bruger jeg alt det – både den faglige viden, den menneskelige erfaring og den personlige indsigt – i mit arbejde som sexolog og terapeut.
Mit fokus er at skabe et trygt rum, hvor du kan genfinde kontakten til dig selv, mærke din krop og skabe relationer, der føles ægte og levende.
Min baggrund og erfaring
Mit arbejde bygger på både faglighed, formidling og mange års personlig udvikling.
Jeg har en akademisk baggrund i kommunikation og journalistik og har i mange år arbejdet professionelt med formidling, interviews og menneskers historier – længe før jeg blev sexolog.
Min erfaring spænder fra redaktionelle medier til undervisning, foredrag og terapeutisk praksis.
Fællesnævneren har altid været den samme: en dyb nysgerrighed på mennesker og på, hvordan vi skaber ægte kontakt – til os selv og til hinanden.
Uddannelse og certificering
-
Kandidat i Kommunikation
-
Kandidat i Journalistik
-
Certificeret Sexolog fra Joan Ørting Uddannelsen
-
Grunduddannelse i Parterapi fra Joan Ørting Uddannelsen
-
Eksamensprojekt: Analyse af sexfantasier i praksis
Erhvervserfaring
-
Journalist på Ekstra Bladet
-
Journalist på B.T.
-
Udvikler og vært på sex- og kommunikationsformat på B.T.
-
Produceret videoer til sexbrevkasse på B.T.
-
Lavet interviews og voxpop om kærlighed og sex på Roskilde Festival
-
Lavet interviews og reportager om kærlighed i "Loveparken" under Køge Festuge
Undervisning, foredrag og formidling
-
Afholdt seksualundervisning for unge
-
Afviklet workshops for par om seksuel inspiration
-
Afholdt foredrag for kvinder om sex og selvværd
-
Afholdt foredrag for par om det bevidste parforhold
-
Medvirket i Køge TV og podcast om selvkærlighed
-
Undervist på Joan Ørtings Masterclass i teorien The Missing Link og min egen videreudvikling heraf
-
Afholdt foredrag hos Joan Ørting om sexfantasier og analyse heraf